Jesus siger i Johannes-evangeliet kap. 6: Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden. Jesu sidste måltid med sine disciple før hans død var et påskemåltid, dvs. det årlige måltid som jødiske familier fejrede til minde om befrielsen fra deres slaveri i Ægypten. Jesus tog i begyndelsen af måltidet et brød, takkede med ordene: ”Velsignet er du altets konge, som frembringer brød af jorden!” og han brød brødet og gav det til disciplene. Jesus afsluttede måltidet med det såkaldte taksigelsens bæger, hvor Gud blev takket for verdens skabelse og for befrielsen fra slaveriet, og hvor man bad for folket. Det, som var anderledes end alle andre påskemåltider, var, at Jesus knyttede nogle ord til disse handlinger: ”Dette er mit legeme!” og ”Dette er mit blod!” Dermed relaterede Jesus påskemåltidet til sin død den følgende dag som et kærlighedsoffer, og han sagde, at disciplene sidenhen skulle mindes ham ved at gøre, som han gjorde ved dette måltid.
I nadveren gør Jesu disciple, hvad Jesus sagde til apostlene, at de skulle gøre til hans ihukommelse. Vi gør, hvad Jesus gjorde:
Han tog brødet, han tog kalken; derfor bærer man i mange kirker brød og vin frem gennem kirken til alteret, hvor præsten tager imod elementerne.
Han takkede, dvs. han bad velsignelsesbønnerne over brødet og vinen, og frem for alt bad han den store takkebøn for skabelsen og frelsen, som også rummede en bøn for folket. Derfor er den store takkebøn det bærende led i nadverritualet i de fleste kirkesamfund.
Han brød brødet. Det ene brød brydes i stykker, for at vi alle kan få del i det, og ligesom alle brødstykkerne tilsammen udgør ét brød, er vi dele af ét legeme.
Han gav dem brødet som sit legeme og vinen som sit blod; vi modtager Jesus og bliver, hvad vi modtager, Kristi legeme.
Når vi gør, hvad Jesu gjorde, får nadveren karakter af en gaveudveksling:
Ved nadveren frembæres naturens elementer. Kornet og vintræets frugter er gaver til os. Frembærelsen er en anerkendelse af skabningen for dens egenværdi, og gennem taksigelsen til Gud udtrykker vi, at Gud har givet sig selv til os i naturen, men at naturen også giver sig til os til liv og til glæde.
Men vi har forarbejdet Guds gaver til os og bærer dem under taksigelse frem for Gud. Vi er som børn, der siger til deres far eller mor: “Se, hvad jeg har lavet! Det er til dig!” Det er som at give livet tilbage til Gud, os selv med alle vores evner og alt, hvad Gud har givet os. Samtidigt er det udtryk for, at vi har set en kvalitet i kornet og vinen og gennem vores arbejde bragt denne kvalitet til udtryk som brød, der nærer og mætter os, og som vin, der læsker og glæder os. Så det er på engang naturen og dens gaver og os selv, vi giver tilbage til Gud.
Vi takker Gud for skabelsen, for friheden og livet, Gud skænkede os i Kristus, og derfor beder vi også for verden, naturen, vores medmennesker og meddisciple om enhed og fred
Men nu tager Gud imod vor gave og gør noget ved den; Gud lægger sig selv ind i brødet og vinen, og siger med Jesus: “Dette er mit legeme” og “Dette er mit blod”. Gud rækker sig selv til os, giver sig selv på ny til os i netop det brød og den vin, som vi først modtog som Guds skabelsesgave, som vi gav tilbage til Gud som vores hænders arbejde og som udtryk for, hvem vi er. Det spændende er nu, at vi kun modtager Gud ved at ligne Gud, som Gud møder os i Mesteren Jesus. Vi kan ikke modtage brødet uden at bryde det og dele det med hinanden; vi kan ikke modtage vinen uden at række hinanden bægeret med vin. Først når vi deler med hinanden og modtager brød og vin fra hinanden, modtager vi Gud-i-Jesus – Kristi legeme og blod. Nadveren bliver dermed det stærkeste udtryk for, hvad disciplenes fællesskab handler om: at tjene på samme måde, som Gud tjente os i Skabelsen og i Jesus Kristus.
Nadveren genopretter eller skaber den tjenende kærligheds mønster for livet mellem mennesker; ja, enhver skabning bliver, hvad den skabtes til at være, når vi tjener hinanden og helheden. Således bliver jorden hel. På denne måde sætter nadveren normen for livet i disciplenes fællesskab og i verden, og samtidig lader den os se på verden med andre øjne, som ikke er forbrugeriske, men som ser naturen og medskabningen som gaver og som tegn; vi ser Guds præg på og nærvær i medskabningen, og vi forstår, at målet er alle tings helligelse i Kristus, ligesom brødet er forvandlet eller helliggjort til Kristi legeme.
Nadveren helbreder i en mikrokosmisk handling naturens ubalance. Denne manglende harmoni og fred i naturen var en følge af menneskets misbrug af naturen, fordi vi havde forvandlet den til en forbrugsgenstand. Begæret havde bragt lidelse ind i verden. Der opstod et misbrugets mønster, hvor vi fik oplevelsen af naturen som et vildnis, en ødemark, som vi måtte kæmpe for at undertvinge. Derved gjorde vi medskabningen og hinanden til genstand for vores begær. Nadveren skaber et andet livsmønster, som præges af den tjenende kærlighed, og som netop bryder misbrugets mønster. Derfor takker vi ikke alene for skabelsen, men også for befrielsen fra misbrugets mønster og slaveriet under det forbrugeriske begær.
Nadveren er dermed tæt fællesskab med Jesus, et udtryk for at forblive i Kristus som en del af hans legeme. Nadveren er derfor hjertet i et Kristus-fokuseret liv for fællesskabet og for den enkelte – et liv i Kristi efterfølgelse:
Det finder vi udtrykt i tanken om Jesus Kristus som vor ypperstepræst i himlen og i Peters tale om, at vi i Kristus er et kongeligt præsteskab.
Jeg vil derfor gerne, før vi går over i en meditation, dele en inspiration med Jer. En inspiration er en profetisk refleksion over et bibelsk motiv.
Jeg Er den jordiske og den himmelske ypperstepræst. Al sand præstetjeneste henter navn og indhold fra min tjeneste. Tag mig til forbillede i jeres tjeneste for verden, når I beder, og når I modtager og videregiver velsignelse.
Min ypperstepræstelige tjeneste er samlet i det hellige bæger, det åbne, sårede og dog livgivende hjerte. Derfor tog jeg under påskemåltidet taksigelsens bæger og løftede det mod himlen og sagde: Tag det, drik alle heraf; dette bæger rummer den nye pagts blod, som udgydes for jer og dermed bryder egenviljens magt. Det er mit blod, som jeg har fælles med jer, livets blod, men også smertens og lidelsens blod - alt blod udgydt på grund af egenviljens magt over jer. Det er verden løftet mod himlen i bøn om forvandling, om genoprettet og fornyet liv, og i bøn om alle disciples enhed. Det er velsignelsens bæger, fordi Gud hører bøn, og fordi den, der løfter det mod himlen, er Immanuel, ‘Gud er med os’.
Dette bæger løftes mod himlen med ordene: Ske din vilje som i Himlene, således også på jorden! Eller som jeg bad ansigt til ansigt med min død på korset: Ske ikke min vilje, men din!
Men korset, som er død, er også liv. Det er dødens træ og livets træ. Det er stedet, hvor mørket samler sig, og hvor sandhed og nåde oplyser mørket. Det er tomhedens, gudsforladthedens sted, og det er tilgivelsens, håbets og tillidens sted, hvor livet lægges i Guds hænder.
Da mit hjerte gennemboredes af soldatens spyd, flød blod og vand fra såret i min side, for kun i hjertet forenes nåde og sandhed, og kun Guds kærlighed lader nåde og sandhed arbejde sammen til skønhed og godhed.
Et hjerte ligedannet med mit hjerte er den præstelige tjenestes bæger, den hellige gral, som er betroet jer som et helligt folk, et kongeligt præsteskab.
Forudsætningen for hjertets forvandling er lydigheden - at opgive egenviljen og leve ud af bønnen: Ske din vilje! Den anden forudsætning for hjertets forvandling er at være fattig - altså at gøre sig tom og ikke bygge sit liv på åndelig eller følelsesmæssig eller materiel rigdom, men at modtage livet og tjenesten og kraften som gave; at være fattig er at være tom for at kunne fyldes. Den tredje forudsætning er at være kysk eller ren af hjertet - at leve ud af Guds kærlighed - uden begær.
Kun sådan kan I træde frem for Gud i tro, håb og kærlighed på skabelsens vegne. Kun hvor I er korsfæstet således gennem lydighed, fattigdom og kyskhed, kan I blive kanaler for Guds velsignelse.
Når jeres hjerter ligner mit, er I verdens præster.
Kærlig hilsen
Ole Skjerbæk Madsen,
Missionspræst, Areopagos